#Psykologi&business
Tema: Om tid, personlighed og klassiske sammenstød hos mænd i jakkesæt (og mange andre steder)
Min klient sidder i venteværelset. Som altid til aftalt tid. Han taler i telefon og gør tegn til, at han lige skal have afsluttet. Det passer ham tydeligvis ikke. Det var et telefonmøde med samarbejdspartnere, som ikke havde ringet ind til aftalt tid. ”De spilder min tid! Det er så frustrerende!”. Tid, som han ikke har for meget af. Eller det vil sige, han har jo basalt set ligeså har meget som alle os andre. 24 timer i døgnet. Hver dag. Året rundt. Så hvad betyder 10 minutter hist og pist?
Det betyder faktisk en hel del. For når vi skal forstå, hvad tid betyder for work-life balance, må vi netop se på den måde, vi bruger vores tid på og organiserer os i dagligdagen. Det var netop dét, som min klient reagerede så kraftigt på. Fordi det rammer ham og hele hans måde at fungere på. Tid er nemlig ikke bare dyrebar, men også ”personlig”.
Min påstand er, at tid tages personligt, fordi vi har gøre med et personlighedstræk. Et træk, der i modsætning til distinktionen introvert/ekstrovert, ikke har fået ret meget opmærksomhed, men som er mindst ligeså vigtigt. Nemlig sondringen mellem vurdering (judgement) og opfattelse (perception), eller populært blot ”J” og ”P”. Det handler kort fortalt om, hvordan vi som mennesker har forskellige præferencer for at indrette os og bruge vores tid.
Min klient er den klassiske J-type. Han er landechef i et anerkendt, internationalt firma, og han trives med struktur og orden. Han er optaget af, hvad der skal gøres hvornår, og han irriteres af (for ham unødvendige) uforudsete hændelser, og han kræver besked om ændringer. Formidler klare forventninger om, at alle gør det, de skal, til aftalt tid. Kommunikerer tydeligt sine standpunkter, konklusioner og beslutninger. Fokuserer på opgaver, resultater, mål og vil have tingene tilbage på sporet. Derfor rammer det ham hårdt, når han møder sin diametrale modsætning: Typen, der trives med at frihed og fleksibilitet til at tage tingene, som de kommer og ændre undervejs, fx tidspunktet for et møde. Føler sig godt tilpas, når muligheder står åbne, og gerne udsætter beslutninger. Sender ”prøveballoner” ud med foreløbige synspunkter, som skal bearbejdes videre. Vil gerne udforske sidespor.
Ikke så underligt, at det ofte skaber sammenstød, misforståelser og frustration, når J- og P-typerne skal arbejde sammen. Eller leve sammen. Eller være venner. J-typerne synes, at P-typerne er alt for useriøse og utilregnelige. P-typerne synes, at J-typerne er alt for rigide og kedelige. Det er ærgerligt, for det handler basalt set bare om, at vi er forskellige. Hvis vi kan begynde der, altså at blive klogere på, hvilken præference, vi selv har, og at andre mennesker kan have modsatte præferencer, er vi nået langt. For så kan vi se, at andres gøren og laden ikke (altid) er for at genere os, men fordi de simpelthen trives bedst med noget andet end os. Næste skridt er så at tage ansvaret på os og få meldt ud, hvad vi kan/vil være med til, og hvornår andre går over vores grænser. Det lyder så enkelt, og det er det selvfølgelig ikke. Men vi kan blive bedre til at navigere i det, og det betaler sig på alle fronter. Ved du egentlig, om du er J- eller P-typen? Hvad med dine kolleger, din samlever, nærmeste venner og familie? Hvornår har du tendens til at synes, at din måde er den ”rigtige” måde at leve på og tænker, at de andre er nogle idioter? Hvordan kan du blive bedre til at melde ud, hvad du trives med/ikke trives med? Og hvornår kan du med fordel give lidt mere plads til dem, der ikke ligner dig?