#Psykologi&business Tema: Om tænketypen versus føletypen og evnen til at træffe beslutninger ”Ja, eller skal du? Vi har fat på et personlighedstræk, som mange af os snubler over hver dag, når vi møder vores modsætning, nemlig ”tænketypen” versus ”føletypen”. Et træk, som vi efter min mening giver alt for lidt opmærksomhed, og som vi i stedet er tilbøjelige til at tolke som mangel på evne eller god vilje. Hvad enten det er hos vores partner, gode kollega eller chef. For fatter hun eller han ingenting?
Naturligvis er ingen af os 100% tænke- eller føletypen, men vi har alle sammen en præference. Lad mig for illustrationens skyld trække typerne op i grove træk:
Tænketypen er logisk, analytisk og objektiv. Han eller hun søger orden i sine tanker (som også er sat i system) og værdsætter det, som man kan ræsonnere sig til og rationelt argumentere for. Verden deles op i sandt eller falsk, og tænketypen trives bedst med underbyggende påstande og beviser. Tænketypen har en forkærlighed for Excelark og data, som de bruger til at adskille det, der vurderes (objekt), og den, der vurderer (subjekt). Med andre sætter tænketypen en ære i at adskille personlige holdninger og engagementer fra hans eller hendes objektive vurdering.
Føletypen derimod er optaget af, hvad han/hun og andre synes, og hvad tingene er værd. Føletypen er optaget af forholdet mellem normer og værdier, og det, der opleves, og det, der siges og gøres. På den måde sætter føletypen tingene i forhold til værdier og normer hos sig selv og hos andre, og på den måde er der tale om en personlig stillingtagen, hvor fokus er på menneskelige relationer og samspil. Føletypen giver noget af sig selv, og man er ikke i tvivl om, hvad han eller hun mener. Det betyder ikke, at føletypen er følelsesladet eller styret af ”mavefornemmelser”, men at følelser tages med i en vurdering af en problemstilling ved at bedømme, om situationen er acceptabel eller uacceptabel, behagelig eller ubehagelig, rimelig eller urimelig osv.
Tænketypen irriteres selvsagt voldsomt over føletypernes manglende logik og vil stå på, at føletypen da må kunne begrunde sine udsagn! Men det kan – eller vil – føletypen naturligvis ikke, og han eller hun vil omvendt føle sig provokeret over tænketypens (utallige) logiske argumenter og insistere på, at tænketypen må komme ud med, hvad han eller hun egentlig selv mener!
Lyder det velkendt? Ja, ikke? Og selvom rigtig mange af os har kendskab til vores egen personlige bogstavsrække, herunder om vi er primært tænke- eller føletypen, så glemmer vi alt for ofte at tænke det ind i vores hverdag. Det er farligt, for det er koster ekstremt meget tid, frustration og træghed i organisationer (og alle mulige andre steder):
Når tænketyperne og føletyperne skal samarbejde (eller leve sammen), når tænketypen skal lede en føletype og vice versa (eller opdrage børn sammen), når bestyrelser og direktioner bestående af både tænke- og føletyper skal træffe beslutninger, osv.
Det kommer sikkert ikke bag på nogen, at føletypen ikke er bedre, klogere eller mere succesfuld end tænketypen og vice versa. Pointen er, at vi skal kende vores ”default”-indstilling og de styrker og begrænsninger, som ligger heri. For nogle gange er det altså mest hensigtsmæssigt at kunne træffe beslutninger ud fra kølige og objektivt begrundede argumenter, og andre gange er det umuligt at sætte kursen uden at medtage analyser af værdier og normer, og hvad vi synes er ”rigtigt” eller ”forkert”.
Opfordringen til dig er derfor at bruge lidt tid på at genopfriske (eller finde ud af), hvilken type, du primært er, og dernæst – og allervigtigst – spørge dig selv, om du bruger din viden? I dit lederjob, i din specialistfunktion, i skolebestyrelsen, i dit parforhold? Der er meget at hente!